Hvad kan periodisk recertificering af kirurger, piloter og flyveledere m.fl. betyde for sikkerhed?
Posted by BittenDahlstroem in Møder, on 6. juli 2023Dato: Onsdag den 6. september 2023
Tid: Kl. 17.00 – 19.30
Sted: IDA Mødecenter eller virtuelt
Tilmelding og pris:
Fysisk seminar: Medlemmer af IDA Risk / DSKS / SimTrans: 50 kr., Andre: 200 kr.
Tilmelding: Link til tilmelding (senest 4. september)
Webinar: Gratis
Tilmelding webinar: Link til webinar
I flere brancher diskuterer man behovet for regelmæssig re-certificering af personale, som yder en sikkerhedskritisk indsats. På seminaret vil eksperter fra luftfart og medicin fortælle om erfaringer og udfordringer – med perspektiv også for andre brancher.
Program
17.00 Velkommen ved Henning Boje Andersen (IDA Risk / DSKS / SimTrans)
17.10 Trafikpiloters halvårlige test – Periodic Proficiency Check. Er praksis for recertificering af piloter et forbillede for andre? Nicolaj Bondo Rasmussen (luftkaptajn, cheftræner ved SunClass Airline)
17.45 Recertificering af flyveledere: Tekniske og human factors-færdigheder. Kan eksamenspres m.m. give negative virkninger for sikker og effektiv drift? Carsten Bie (flyveleder, assessor, Naviair).
18.00 Sandwiches & Networking
18.20 Er det på tide at indføre recertificering af kirurger? Hvilke praktiske og politiske barrierer forhindrer det? Lars Konge (professor, forskningschef CAMES, Rigshospitalet)
19.05 Debat (faciliteres v. Marie Lund og Inger Siemsen)
19.30 Tak for i aften
Seminaroplæg
Inden for luftfart har man i mere end et halvt århundrede haft internationalt aftalte krav til regelmæssig test af trafikpiloters professionelle kompetencer og i de seneste årtier ikke blot omfattende en vurdering af tekniske færdigheder men også ikke-tekniske færdigheder (sociale og kognitive). Flere andre sikkerhedskritiske brancher – medicin, søfart, banetransport, procesindustri, nukleare anlæg – overvejer eller har påbegyndt re-certificeringsprogrammer for personale hvis indsats er nødvendig for sikkerheden.
På seminaret vil eksperter fremlægge erfaringer fra luftfart og medicin med vægt på såvel krav og praksis som udfordringer. Hvad kan andre brancher lære fra luftfartens årelange erfaring?
Kaptajn og cheftræner Nicolai Bondo Rasmussen (SunClass Airline) beskriver krav og indhold i den veletablerede praksis for re-certificering af trafikpiloter (Periodic Proficiency Check). Han påpeger at luftfart har igennem de sidste fem årtier udviklet sig til at være en yderst sikker transportform. Hvad er opskriften som har tilsikret dette? Vi har et stramt reguleret område, både med henblik på vedligehold af materiale og piloters færdigheder. Certificering, recertificering og nylig erfaring er afgørende faktorer for, at piloter kan flyve sikkert og effektivt fra A til B. Certificeringen indebærer at piloter jævnligt bliver trænet og testet i deres færdigheder, viden og problemløsning af normale, unormale og nødsituationer. Sammensætningen af piloters træning vil blive gennemgået i et historisk perspektiv for at belyse udviklingen og læringen som luftfart har været igennem inden for træning og checking.
Flyveleder og assessor Carsten Bie (Naviair) beskriver hvordan dansk flyveledelse siden 2005 har gennemført proficiency check som følge af et krav fra EASA (den europæiske organisation for luftfart under EU). Reglerne åbner op flere måder at udføre check af kompetencer. Oplægget vil beskrive både de praktiske elementer i et check, men også de mere bløde human factors-sider, herunder hvordan en professionel certificeret flyveleder opfatter at underlægge sig en årlig test for at bevare sit certifikat. Der er flere bud på metoder og teknikker til at vurdere menneskers evne til at evaluere og håndtere problemer, at træffe beslutninger under tidspres og usikkerhed og at sikre, at alle nødvendige tekniske og menneskelige ressourcer kommer til rettidig anvendelse.
Professor Lars Konge minder os om, at når man bliver indlagt på et sygehus er det en ”høj-risiko aktivitet” – på niveau med bungee-jumping og faldskærmsudspring. Fejl i sundhedsvæsnet anslås at være den tredje-hyppigste dødsårsag – kun overgået af hjerte-kar-sygdomme og kræft. Hvis der var samme fokus på patientsikkerhed, som der er på passagersikkerhed inden for luftfart, ville man kunne spare hundredvis af liv hvert år i Danmark. Regelmæssig simulationstræning og re-certificering kan højne sikkerheden, men bruges kun i meget beskedent omfang i det danske sundhedsvæsen. Groft sagt skal en speciallæge gentagne gange demonstrere inkompetence for at miste den ellers livsvarige certificering.
Seminaret afsluttes med debat om fordele og udfordringer ved re-certificering i forskellige brancher.